©Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering
Resumé
Viborg Byråd begynder planlægningen for vedvarende energianlæg ved Rævind Bæk. Byrådet opfordrer derfor alle til at komme med idéer og forslag til planlægningen og til miljøvurderingens indhold, jf. miljøvurderingslovens § 35.
Formålet med planlægningen er at udlægge et nyt område til vedvarende energianlæg i Kommuneplan 2025- 2036.
Byrådet opfordrer alle interesserede til at komme med idéer og forslag til planlægningen samt til hvilke emner, der skal belyses i vurderingen af projektets miljøpåvirkninger og alternativer til det ansøgte projekt senest den 10. oktober 2024.
Borgermøde
Der blev afholdt borgermøde torsdag 26. september 2024 kl. 17-19 i Sparkær Forsamlingshus, Langgade 2, Sparkær, 8800 Viborg.
Præsentationerne fra mødet kan ses her:
Politisk beslutning
Link til sag nr. 6 i Økonomi- og Erhvervsudvalget 21. august 2024.
Ansøgningsmateriale
Links til ansøgningsmateriale og projektbeskrivelse.
Læs idéoplæg
ReLand Fonden og NRGi har i kombination ansøgt om at opstille et fælles vedvarende energianlæg mellem Gammelstrup og Sparkær, øst for Stoholm. Ansøgningen omfatter ca. 174 ha. solceller, 3 vindmøller med totalhøjder på enten 150 m. eller på 167 m., som skal opstilles på en lige række øst for 3 eksisterende vindmøller, et samarbejde med Stoholm Fjernvarmeværk samt areal til et større naturområde.
Den korteste afstand til Gammelstrup er ca. 650 m. fra projektområdets vestlige afgrænsning, og den korteste afstand til Sparkær er ca. 250 m. fra projektområdets østlige afgrænsning.
De nærmeste Natura 2000 områder er henholdsvis habitatområdet ’Mønsted og Daugbjerg Kalkgruber og Mønsted Ådal’, som ligger ca. 280 m. fra projektområdet nordvestlige afgrænsning samt fuglebeskyttelsesområdet ’Hjarbæk Fjord og Simested Fjord’, der ligger ca. 5,7 km. fra projektområdet nordøstlige afgrænsning.
Projektområdet ligger i landzone og anvendes i dag som landbrugsarealer og til husdyrbrug. Projektområdet er ikke omfattet af gældende kommuneplanrammer eller lokalplaner.
Det er forvaltningens vurdering, at en realisering af projektet kræver, at der vedtages en lokalplan samt kommuneplantillæg, som udlægger et nyt rammeområde til teknisk anlæg i form af vedvarende energianlæg.
Projektets realisering kræver et kommuneplantillæg til Kommuneplan 2025-2036, en lokalplan, en miljøvurdering af kommuneplantillægget og lokalplanen samt en miljøkonsekvensvurdering af projektet.
Viborg Kommune forventer, at miljøvurderingen og miljøkonsekvensvurderingen fremlægges i én samlet miljørapport, som beskriver og vurderer de miljømæssige konsekvenser af planerne og projektet.
Miljørapporten vil belyse planernes og projektets mulige påvirkning af omgivelserne med lugt, støj, trafik, genskin, mv. samt konsekvenserne heraf i forhold til landskab, naboer, natur og geologi, og andre tekniske anlæg. Miljørapporten kan evt. også beskrive hvilke foranstaltninger, der kan laves for at afværge uønskede miljøpåvirkninger og den vil være en del af det politiske beslutningsgrundlag.
Idéfasen foretages på baggrund af § 35 stk. 3 i miljøvurderingsloven (lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM)). Idéfasen skal sikre, at offentligheden og berørte myndigheder gives mulighed for at afgive kommentarer og stille spørgsmål, inden kommunen foretager en afgrænsningen af miljøkonsekvensrapportens indhold.
Der foretages ikke en høring af berørte stater jf. miljøvurderingslovens § 38, idet projektet ikke vurderes at få væsentlig indvirkning på miljøet i en anden stat.
Dine idéer og forslag kan f.eks. handle om:
- Særlige forhold og kvaliteter i området og dets omgivelser
- Mulig påvirkning af naboer
- Mulig påvirkning af landskab og natur
- Afvikling af trafikken
- Effekter på klima og miljø
- Andre relevante placeringer
- Andet
Denne fase er første fase i planlægningen for vedvarende energianlæg ved Rævind Bæk. I denne fase har alle borgere, foreninger, interesseorganisationer og myndigheder mulighed for at komme med idéer og forslag.
Når denne idéfase er slut, vil vi vurdere de indkomne idéer og forslag, og de vil indgå som grundlag for forvaltningens udarbejdelse af et udkast til en afgrænsning af miljørapportens indhold. Udkastet til afgræsningen vil blive politisk behandlet og der vil blive taget politisk stilling til, om planlægningen skal fortsættes. Hvis planlægningen fortsættes, vil der blive udarbejdet et forslag til kommuneplantillæg, forslag til lokalplan og en miljørapport.
Planforslagene, miljørapporten og et udkast til tilladelse efter miljøvurderingsloven samt yderligere relevant materiale vil komme i høring i mindst 8 uger. Her får du mulighed for at komme med bemærkninger til planforslagene. Indkomne bemærkninger vil blive forelagt for byrådet i forbindelse med dets eventuelle beslutning om planernes endelige vedtagelse og tilladelse efter miljøvurderingslovens § 25.
Viborg Kommune har vedtaget et klimamål om, at kommunen som geografisk område skal have sit el-forbrug dækket af vedvarende energianlæg opstillet i kommunen fraregnet Apples forbrug.
Viborg Kommune har igangsat og vil fremadrettet igangsætte en række prioriterede projekter med vedvarende energianlæg for at nå dette mål. Dette projekt indgår i denne pulje.
Den forventede elproduktion fra solcelleanlægget ved Rævind Bæk estimeres samlet set til ca. 180-185.000 MWh pr. år. afhængigt af valg af solcelletype. Den forventede elproduktion fra vindmøllerne estimeres til ca. 40.300-56.800 MWh pr. år afhængig af valg af vindmøllemodel.
Projektet vil bidrage til en reduktion af landbrugets udledning af næringsstoffer til Hjarbæk Fjord, en reduktion af emissionen af klimagasser fra organiske jorde samt medvirke til (gen)skabelsen af et større naturområde.
Læs ideer og forslag
Kontaktperson
Mads Tolborg
Strategi og Udvikling