Prøvehandlinger i fase 6
Gennemføres i perioden 1. marts 2024 - 9. august 2024.
Prøvehandlingen skal skabe et mere enkelt, effektivt, overskueligt og anvendeligt introduktionsmateriale og introduktionsprogram til nye medarbejdere.
Formålet med en mere effektiv introduktion er at forkorte den periode, hvor en nyansat føler sig ny og har brug for støtte og vejledning fra kollegerne.
Samtidig er det målet, at borgeren oplever, at nye medarbejdere er bedre klædt på til opgaverne, kommer hurtigere ind i arbejdsgangene og ikke kræver så meget information fra borgerens side.
I prøvehandlingen tages der udgangspunkt i det nuværende introduktionsmateriale og introduktionsprogram, som skal gentænkes og tilpasses forskellige læringsstile, herunder de nye generationer på arbejdsmarkedet.
Ud over øget borgertilfredshed er det håbet, at prøvehandlingen kan bidrage til bedre rekruttering og fastholdelse samt en mere effektiv udnyttelse af ressourcerne.
Sted
Pleje- og Omsorgscenter Birkegården
Viborg Kommune er onboarding af nye medarbejdere og varetagelsen af kompetenceudvikling inden for hjemmeplejen typisk fordelt på mange hænder. Det har gjort det udfordrende at organisere ensartede onboarding- og kompetenceudviklingsforløb.
I denne prøvehandling udpeges én person som tovholder for onboarding og kompetenceudvikling i et hjemmeplejedistrikt. Dette for at sikre kontinuerligt fokus. Målet er, at kompetenceudvikling understøttes på en måde, der fremmer høj kvalitet i løsning af opgaver i hjemmeplejen, ligesom det skal bidrage til at fastholde medarbejdere og skabe smidigere planlægning og individuelle onboardingforløb skræddersyet til den enkelte medarbejder.
Tovholderen vil desuden kunne arbejde med at sikre, at distriktet løbende lærer af utilsigtede hændelser og i tæt samarbejde med ledelsen, udformer et årshjul for kvalitets- og kompetenceudvikling. Tovholderen vil også kunne stå for undervisning i onboarding og understøttelse af kompetenceudvikling på personalemøder m.fl.
Gennem denne tilgang er det målet at forbedre den sundhedsfaglige kvalitet, effektivitet og arbejdsmiljø i hele distriktet og styrke en kultur af refleksion og læring blandt medarbejderne.
Sted
Afprøves i Distrikt Midt og Distrikt Houlkær
Med denne prøvehandling arbejdes der videre med de gode erfaringer med individuel, digitalt understøttet træning fra tidligere prøvehandlinger, hvor beboere på plejecentre i Viborg Kommune anvendte træningsprogrammet DigiCare.
Denne prøvehandling er målrettet borgere, som kun modtager praktisk hjælp. Formålet er at afprøve et individuelt træningsprogram, som hedder DigiPrehab: Kan det øge borgernes funktionsniveauer og livskvalitet? Og kan træningen udskyde tidspunktet for, hvornår der opstår et yderligere plejebehov?
På baggrund af en screening vil borgerne modtage et individuelt tilpasset træningsprogram. Herefter træner borgeren 20 minutter to gange om ugen. Som noget nyt i denne prøvehandling vil borgeren enten kunne træne i eget hjem eller som en del af et hold på dagcenter, hvor der trænes sideordnet med andre for der igennem også at opnå fællesskab med andre borgere med samme behov.
Holdtræningen sker sammen med en medarbejder, som vejleder deltagerne.
I prøvehandlingen ønskes det desuden afprøvet, hvilken effekt det at træne sideordnet med andre på hold har for borgerens udvikling i funktionsniveau - samt for om det har en effekt på kontinuiteten i træningen.
Sted
Afprøves i hjemmeplejedistrikterne Vestreparken og Sønderly samt Hærvejens Dagcenter, Aktivitet og Udvikling
På Pleje- og Omsorgscenter Liselund skal der med denne prøvehandling sættes fokus på produktivitet.
Via arbejdsgangsanalyser og øget brug af velfærdsteknologi skal det afdækkes, om der kan opnås:
- Bedre udnyttelse af ressourcerne
- Oplevelse hos borgeren af forbedret kvalitet
- Større fleksibilitet i opgaveløsningen
- Formindsket brug af timelønnede og vikarer
- Bedre forventningsafstemning mellem ledelse og medarbejder om opgaverne
- Større fællesskabsfølelse hos personalet
- Større opmærksomhed på et godt arbejdsmiljø for alle
Konkret skal arbejdsgangsanalyserne foretages i samarbejdet mellem sygeplejersker, ergoterapeuter og social- og sundhedsassistenter - i alt 19 medarbejdere. Desuden vil prøvehandlingen fokusere på, om den nuværende teamorganisering er den mest hensigtsmæssige.
Som en del af prøvehandlingen intensiveres brugen af digitale løsninger, for eksempel skærmbesøg ved aftensygeplejen, natsygeplejen og akutteam.
Sted
Pleje- og Omsorgscenter Liselund
Prøvehandlingen er toårig og fortsættes frem til 1. oktober 2024. Der er opstillet fire målepunkter for prøvehandlingen. Borgertilfredshed, kontinuitet, medarbejdertilfredshed og sygefravær. Efter midtvejsevalueringen november 2023 er der opstillet en række handlingspunkter frem mod prøvehandlingens afslutning – her et udpluk:
- Optimering af den rehabiliterende indsats skal være i fortsat fokus.
- Tilfredshedsundersøgelsen november 2023 blandt borgerne i de to distrikter gentages i april 2024.
- Fortsat hovedfokus på tværfaglighed i og uden for møderne
- Spørgeskemaundersøgelse november 2023 blandt medarbejderne i de to distrikter gentages foråret 2024. Her spørges der blandt andet ind til kendskab medarbejderne imellem, til respekt, samarbejde og trivsel.
- Yderligere frisættelse af den enkelte medarbejder, bl.a. via en mere decentral og fleksibel vagtplanlægning og større beslutningskompetence i borgerforløbene (fremskudt visitation).
- Kompetenceudvikling for ledere er et fokuspunkt, da arbejdet med borgernære teams kræver høj grad af faglig ledelse og en guidende tilgang.
Sted
Distrikt Sønderly og Distrikt Bjerringbro
Denne prøvehandling sigter mod at øge den lokale selvbestemmelse inden for de eksisterende rammer på Pleje- og Omsorgscenter Kildehaven. Desuden afprøves det, om det er muligt at arbejde mere målrettet med drift og udvikling af plejecentret inden for det nuværende setup.
Som en del af prøvehandlingen er der oprettet en arbejdsgruppe af medlemmer fra bruger- pårørenderådet til at udføre opgaverne i prøvehandlingen. I denne prøvehandlingsperiode er der blevet udarbejdet en lokal, dynamisk udviklingsplan. Her er der identificeret to fokusområder: Kerneopgaven og arbejdsmiljø.
Resultaterne af afdækningen af de to fokusområder meldes tilbage til både bruger- pårørenderådet og L-MED på de kommende møder i 2024. Formålet er at kvalificere hvilke handlinger, der skal iværksættes på baggrund af indsatsområderne.
Sted
Afprøves på Pleje- og Omsorgscenter Kildehaven
Evaluering af prøvehandlinger
Kontakt
Karen Holdsbjerg-Larsen | khol@viborg.dk |
Johannes Vesterby | jfv@viborg.dk |