You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

SØG

Viborg Kommune: Idéfase om ny planlægning for energipark ved Iglsø

Idéfase for et område til solcelleanlæg, vindmøller, biogasanlæg og elektrolyseanlæg.

Emne

IdéfaseLokalplanKommuneplanMiljøvurdering af konkrete projekter (VVM)

Område

7850 Stoholm

Offentliggørelse

15.08.2024

Høringsfrist

Høringsfrist er udløbet

Kort over området ved Iglsø - ©Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering

Resumé

Viborg Byråd begynder planlægningen for en energipark ved Iglsø. Byrådet opfordrer derfor alle til at komme med idéer og forslag til planlægningen og til miljøvurderingernes indhold, jf. miljøvurderingslovens § 35.

Formålet med planlægningen er at udlægge nye områder til en energipark i Kommuneplan 2025-2036 til solcelleanlæg, vindmøller, biogasanlæg og elektrolyseanlæg.

Byrådet opfordrer alle interesserede til at komme med idéer og forslag til planlægningen samt til hvilke emner, der skal belyses i vurderingen af projektets miljøpåvirkninger til det ansøgte projekt, senest den 12. september 2024.

Borgermøde

Der blev afholdt borgermøde den 27. august 2024 kl. 17.00-19.00 i Kjeldbjerg Kulturhus, Kjeldbjergvej 32, 7800 Skive.

Præsentationerne fra mødet kan ses her:

  1. Viborg Kommune (pdf)
  2. BioCirc (pdf)

Politisk beslutning

Link til sag nr. 7 i Økonomi- og Erhvervsudvalget 19. juni 2024

Biocirc har ansøgt om at etablere en energipark sydøst for Kjeldbjerg og syd for Iglsø – benævnt Energipark Iglsø. Energiparkens projektområde omfatter ca. 450 ha, hvoraf ca. 375 ha er solceller (bruttoareal), ca. 60 ha er natur, ca. 14 ha er industriklynge bestående af et opgraderingsanlæg til biogasanlægget til CO2-fangst samt et elektrolyseanlæg og ca. 2 ha er transformerstationen, som vil blive etableret i nærhed til industriklyngen. Ansøgningen foreslår samtidig to forskellige opstillingsmønstre i forhold til vindmøller, hvor det ene opstillingsmønster omfatter 10 stk. vindmøller á 150 meters højde på lige rækker og det andet opstillingsmønster omfatter 6 stk. vindmøller á 185 meters højde på en buet linje.

Det ansøgte projektområde ligger på den vestlige side af Stoholm – syd for Iglsø samt sydøst for Kjeldbjerg. Afstanden til Stoholm er ca. 2,5 km fra projektafgrænsningens østligste punkt. Der er ca. 1,5 km til nærmeste Natura 2000-område, habitatområde nr. 39 Mønsted og Daugbjerg Kalkgruber og Mønsted Ådal, som ligger mod sydøst. Projektområdet anvendes i dag til landbrugsdrift og husdyrbrug.

Projektområdet ligger i landzone og er ikke omfattet af gældende kommuneplanrammer. Projektområdet er omfattet af to gældende lokalplaner for vindmøller, hhv. i den sydlige og i den østlige del.

Det er forvaltningens vurdering, at en realisering af projektet kræver, at der vedtages lokalplaner samt kommuneplantillæg, som udlægger et nyt rammeområde til teknisk anlæg i form af en energipark.

Projektets realisering kræver kommuneplantillæg, lokalplaner, miljøvurdering af kommuneplantillæg og lokalplan samt miljøkonsekvensvurdering af projektet.

Viborg Kommune forventer at miljøvurderingen og miljøkonsekvensvurderingen fremlægges i en samlet miljørapport, som beskriver og vurderer de miljømæssige konsekvenser af planerne og projektet.

Miljørapporten vil belyse planernes og projektets mulige påvirkning af omgivelserne med lugt, støj, trafik, genskin, mv. samt konsekvenserne heraf i forhold til landskab, naboer, natur og geologi og andre tekniske anlæg. Miljørapporten vil være en del af det politiske beslutningsgrundlag.

Bekendtgørelse af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) (LBKG 2023-01-03 nr. 4)

En række emner vil sammen med relevante idéer og forslag fra idéfasen indgå i planen (kommuneplantillægget) og blive belyst i miljøkonsekvensvurderingen, som udarbejdes efter denne fase.

Dine idéer og forslag kan f.eks. handle om:

  • Særlige forhold og kvaliteter i området og dets omgivelser
  • Mulig påvirkning af naboer
  • Mulig påvirkning af landskab og natur
  • Afvikling af trafikken
  • Effekter på klima og miljø
  • Andre relevante placeringer
  • Samspil med eksisterende vindmøller i området
  • Andet

Denne fase er første fase i en række aktiviteter frem mod en eventuel realisering af Energipark Iglsø. I denne fase har alle borgere, foreninger, interesseorganisationer og myndigheder mulighed for at komme med idéer og forslag.

Når denne idéfase er slut, vil vi vurdere de indkomne idéer og forslag, og udarbejde et udkast til et afgrænsningsnotat til miljørapporten med afsæt heri. Herefter vil der blive taget politisk stilling til om planlægningen for energiparken skal fortsættes. I forlængelse af en beslutning herom vil der blive udarbejdet et forslag til kommuneplantillæg, forslag til lokalplan, en miljøkonsekvensrapport og en miljørapport
Forslag til planer, miljøkonsekvensrapport og miljørapport vil komme i høring i mindst 8 uger. Her får du mulighed for at komme med bemærkninger til planerne. Indkomne bemærkninger vil indgå i beslutningen om planernes endelige vedtagelse.

Til slut kræves en tilladelse efter § 25 i lov miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).

I den efterfølgende drift har Viborg Kommune pligt til at føre miljøtilsyn, og vi kan til enhver tid stille krav om, at retningslinjer, lovkrav og vilkår skal overholdes.

Kontaktperson

Mads Tolborg

Strategi og Udvikling

Tlf: 87 87 86 45