I Viborg Kommune prioriterer vi at understøtte et barns særlige udviklingsbehov med særlige indsatser i de første skoleår end at give skoleudsættelse.
Det gør vi ud fra følgende betragtninger:
- Børn trives i udgangspunktet bedst med at følges med alderssvarende børn, da det giver barnet den bedste udvikling op igennem årrækkerne, når det følges med jævnaldrende. Det gælder læringsmæssige, sociale forudsætninger og udviklingsmæssige forhold f.eks. omkring puberteten.
- Børn udvikler sig forskelligt på forskellige områder og i forskellige faser af barndommen, uanset om de får skoleudsættelse eller ikke. Denne udvikling er meget svær at forudse, når barnet er mellem 5 og 6 år.
Vores understøttelse sker blandt andet gennem vores systematiske arbejde med at skabe gode overgange mellem børnehave og skole og op igennem skoleårene.
Kriterier for udsat skolestart
Det er et visitationsudvalg, der behandler ansøgninger om udsat skolestart.
Der skal være tungtvejende grunde til, at skolestarten kan udsættes. Følgende kriterier ligger til grund i visitationsudvalgets samlede vurdering:
- En skoleudsættelse vurderes at kunne få afgørende betydning for, om et barn året efter kan begynde i almenskolen i stedet for i specialklasse.
- Fødselsdagen er meget tæt på årsskiftet.
- Begivenheder i barnets historik, der har sat barnets kognitive, emotionelle, fysiologiske udvikling tilbage på en måde, som ikke forventes at kunne hentes gennem særlig indsats i de første skoleår.
- Stimuleres barnets udvikling på afgørende måde anderledes gennem et ekstra år i børnehave end gennem det samme år i 0. klasse.
Sådan søger du om skoleudsættelse
Som forældre skal du kontakte dit barns dagtilbud eller distriktsskolen, hvis du overvejer, om skoleudsættelse kan være en mulighed til dit barn.
Hvis du efter dialog med dagtilbud/distriktsskole ønsker at søge om skoleudsættelse, udarbejder I sammen en ansøgning til visitationsudvalget.
Henvendelse til dagtilbud/distriktsskole skal ske senest 1. december. Ansøgningsfrist til visitationsudvalget er den 1. april.
Specialpædagogiske behov ifm. skolestart eller skoleudsættelse
Hvis der er indikationer på, at barnet har et specialpædagogisk behov ifm. skolestart og eller ansøgning om skoleudsættelse, skal psykolog inviteres med til møde mellem skole, dagtilbud og forældre.
Skoleleder kan her anmode PPL om en PPV, hvis det ønskes belyst, hvilke behov barnet har i forbindelse med kommende skolestart.
På baggrund af PPV, forældres og dagtilbuds beskrivelser vurderer skoleleder, hvorvidt der er belæg for at søge om skoleudsættelse eller specialtilbud i forbindelse med skolestart, eller om skolen kan imødekomme elevens behov. I ansøgningsskemaet beskrives, I hvilket omfang ansøgningen møder kriterierne, hvis der søges om skoleudsættelse.