Rødsø
Rødsø ligger syd for Skals Ådal. Søen er privatejet.
Søens opland består primært af landbrugsarealer samt mindre arealer med skov og eng, og den er omgivet af rørskov.
Rødsø modtager vand fra syd via Rødå og nogle mindre tilløb fra kildevæld. Efter passage af søen løber Rødå videre til Skals Å er således en del af Skals Ås afstrømningsområde. Herfra løber vandet videre til Hjarbæk Fjord og derfra til Limfjorden.
Søren indgår i Natura 2000-område nr. 30 Lovns Bredning, Hjarbæk Fjord og Skals, Simested og Nørre Ådale samt Skravad Bæk.
Rødsø er formodentlig dannet under sidste istid, for ca. 15.000 år siden. Søen ligger i en tunneldal, der går fra Mariager Fjord til gletcherporten ved isens hovedopholdslinje ved Hald Sø.
I statens vandområdeplaner 2015-2021 er søens målsætning "God økologisk og kemisk tilstand" - det vil sige en tilstand som giver gode levevilkår for områdets dyre- og planteliv.
Statens undersøger regelmæssigt søens tilstand ved at udtage vandprøver og undersøge fiskebestanden og vandplanternes udbredelse. Målopfyldelse vurderes ud fra en række såkaldte kvalitetselementer, herunder bl.a. indholdet af klorofyl i vandet.
Miljømålet for Rødsø er en god økologisk tilstand. I basisanalysen for vandområdeplaner 2021-2027 er søen vurderet til at have en dårlig økologisk tilstand på grund af vurderingen af fytoplankton og makrofytter.
For yderligere information henvises til Miljøstyrelsens hjemmeside om vandområdeplanerne.
Søen indgår i det store EU-habitatområde H30 Lovns Bredning, Hjarbæk Fjord og Skals, Simested og Nørre Ådal, samt Skravad Bæk.
Sejlads anbefales ikke.
Der er ingen badesteder i søen - se mere om badesteder og badevandskvaliteten her.
For at få belyst mulighederne for at forbedre tilstanden i Rødsø, har Viborg Kommune fået konsulentfirmaet Rambøll A/S til at udarbejde en forundersøgelse der beskriver tilstand og forbedringsmuligheder for Rødsø.