1.1 Fritidsaktiviteter
Aktiviteter, der kan samle børn og voksne i deres fritid – sammen eller hver for sig – kaldes med en samlet betegnelse for folkeoplysning.
1.2 For at låne lokaler/modtage tilskud skal foreningen være tilmeldt Anti Doping Danmark
Foreninger, der tilbyder idræt og/eller tilsvarende fysisk aktivitet, og som anvender kommunale lokaler eller modtager lokale- eller aktivitetstilskud, skal være omfattet af antidopingregler for at være berettiget til at anvende kommunale lokaler eller modtage tilskud.
Langt de fleste idrætsforeninger er omfattet af fælles nationale antidopingregler i kraft af deres medlemskab af specialforbund under DIF eller medlemskab af DGI.
Foreninger, der ikke er medlem af et specialforbund eller medlem af DGI, og dermed ikke har nogen form for dopingkontrol, skal indgå en individuel aftale med Anti Doping Danmark. (Folkeoplysningsbekendtgørelsen § 4).
1.3 Forhold mellem lejer/udlejer (Folkeoplysningsloven §5, stk. 4)
Foreninger kan ikke få tilskud til lokaler, der udlejes af:
- Foreningens valgte revisor
- Foreningens bestyrelsesmedlemmer
- Fonde, selskaber, andre foreninger eller andre virksomheder, hvor en eller flere af foreningens bestyrelsesmedlemmer har sæde
- Fonde, selskaber, andre foreninger eller andre virksomheder, hvor en eller flere af foreningens bestyrelsesmedlemmer er advokat, revisor eller på anden måde rådgiver for eller ansat af foreningen
- Ovenstående personers ægtefælle eller nærtstående slægtning
Dog kan der godt ydes tilskud, hvis det drejer sig om fonde, selskaber, foreninger eller andre virksomheder, der er almennyttige, og hvis hovedformål er at stille faciliteter til rådighed for børn og unge.
Ejere af lokaler kan ikke være medlem af en forenings bestyrelse.
1.4 Temabaserede tilskud
Fritidsrådet kan afvige fra retningslinjernes bestemmelser og fastsætte andre forudsætninger for tilskud, ligesom tilskudsgrundlaget kan ændres. Fritidsrådet kan i temabaserede perioder fravige bestemmelserne i disse retningslinjer for at fremme forsøgs- og udviklingsarbejde inden for folkeoplysningsområdet.
1.5 Offentliggørelse af regnskaber
I henhold til folkeoplysningsloven § 29, stk. 3, skal kommunen offentliggøre tilskudsregnskaber aflagt for tilskud efter folkeoplysningsloven. Oversigt over tilskudsregnskaber er tilgængelige på Folkeoplysningens hjemmeside.
1.6 Tilsyn – anmeldte og uanmeldte
Viborg kommune fører tilsyn med, at foreninger, der modtager tilskud eller anvises lokaler, overholder folkeoplysningsloven eller regler fastsat i medfør heraf. Kommunen kan forlange hel eller delvis tilbagebetaling af udbetalt tilskud, standse udbetaling af tilskud eller tilbageholde udbetaling af tilskud helt eller delvis og fratage foreninger retten til at benytte allerede anviste lokaler, hvis foreningerne ikke overholder loven eller regler fastsat i medfør heraf, jf. Folkeoplysningsloven § 33 stk. 5