Hvordan opretter jeg en privat institution?
For at oprette en privat institution, skal du leve op til nogle vilkår, der er fastsat i Dagtilbudsloven og Viborg Kommune.
Sådan søger du
Private leverandører, der ønsker at opnå godkendelse af en privat daginstitution i Viborg Kommune, skal udfylde en ansøgning og sende skemaet til boern-unge@viborg.dk.
Der kan gå op til ca. 3 måneder, før du får svar på din ansøgning, da den skal behandles i Børn- og Ungdomsudvalget, Økonomi- og Erhvervsudvalget og Byrådet.
Godkendelseskriterier for privatinstitutioner i Viborg Kommune
En privatinstitution, som opfylder lovgivningen og Byrådets betingelser for godkendelse, har krav på godkendelse ifølge dagtilbudslovens § 20 stk. 1.
Viborg Kommune stiller de samme krav til privatinstitutioner, som til de kommunale institutioner.
Udover dagtilbudsloven er følgende vilkår for drift af privatinstitution gældende i Viborg Kommune.
Ved ansøgning om godkendelse og oprettelse af privatinstitution, har kommunen fastsat et depositum på 30.000 kr. Beløbet tilbagebetales, når der er truffet afgørelse om ansøgningen, uanset om institutionen godkendes eller ej.
Privatinstitutioner fastsætter selv og offentliggør retningslinjer for optagelse af børn i institutionen. De af institutionen fastsatte optagelseskriterier må ikke være i strid med almindelige rets grundsætninger, og institutionen skal være åben for alle børn uanset race, køn, religion og politisk anskuelse. Der kan ikke fastsættes optagelsesregler eller udvikles en praksis, der formelt eller reelt udelukker visse grupper fra optagelse i en privatinstitution. Privatinstitutioner kan kun afvise børn, hvis der ikke er ledig kapacitet.
Der er ingen klageadgang for forældre i forbindelse med optagelse, flytning mv., hvilket er samme betingelser som for forældre til børn i kommunale tilbud.
Privatinstitutioner kan oprettes med et særligt formål, hvor der gives fortrinsret til bestemte grupper af børn, for eksempel virksomhedsbørnehaver.
Privatinstitutioner skal fastsætte og offentliggøre retningslinjer for udmeldelse af børn i institutionen, herunder med hvilken tidsfrist forældrene kan udmelde deres barn.
I forbindelse med opsigelse fra og lukning af en privatinstitution er børn, der har været optaget i en privatinstitution, berettiget til en plads i en kommunal daginstitution inden for de gældende optagelsesregler i kommunen. Hvis privatinstitutionen går konkurs eller på anden måde pludselig ophører, vil kommunen dog være forpligtet til omgående at skaffe plads til børnene andre steder i de kommunale dagtilbud.
Privatinstitutioner skal være åbne for børn, der kræver en særlig indsats og de skal samarbejde med de relevante kommunale instanser og det pædagogiske tilsyn om de nødvendige tiltag overfor disse børn. Privatinstitutionerne kan alene nægte optagelse, hvis institutionen ikke er indrettet eller kan indrettes til at varetage barnets behov, eller hvis personalet ikke har tilstrækkelig kompetence til at varetage opgaven. Barnets opholdskommune skal vurdere, om barnet bør tilbydes støtte jf. dagtilbudslovens §4 stk. 2.
Privatinstitutioner har pligt til at underrette kommunen, hvis de modtager et barn med særlige behov eller handicap jf. servicelovens §154.
Privatinstitutioner skal efterleve de til enhver tid gældende byrådsbeslutninger og Byrådets politikker på området.
Viborg Kommune har ifølge lovgivning forpligtelse til at sikre kvaliteten af private institutioner på dagtilbudsområdet. Når Viborg Kommune godkender og fører tilsyn med private institutioner, gøres det ud fra faglige vurderinger af, hvor vidt de pædagogiske og ledelsesmæssige kompetencer er til stede. Udgangspunktet for de faglige vurderinger findes i de krav dagtilbudsloven stiller til praksis i offentlige dagtilbud, hvor børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse er i fokus.
Ved ansættelser skal der indhentes børneattest for ledere, pædagoger, pædagogmedhjælpere, støttepædagoger samt vikarer og studerende i praktik.
Privatinstitutionen kan indføre lukkedage. Privatinstitutionen skal stille alternativ pasning til rådighed på lukkedage, bortset fra 5. juni og 24. december. Driftstilskuddet bliver reduceret, hvis privatinstitutionen har begrænset åbningstider og flere lukkedage i forhold til kommunale institutioner.
Forældre til børn i privatinstitutioner skal have samme forældreindflydelse, som forældre til børn i selvejende daginstitutioner jf. dagtilbudslovens §14.
Det vil sige, at der skal oprettes en forældrebestyrelse. Forældrebestyrelsen skal som minimum have indflydelse på principper for daginstitutionens arbejde, principperne for anvendelse af budgetramme, indstillingsret og ret til at deltage ved ansættelse af ledere samt indstillingsret ved ansættelse af personale i daginstitutionen.
Privatinstitutioner skal leve op til de lovgivningsmæssige krav til sundhed og hygiejne i daginstitutioner, herunder Sundhedsstyrelsens vejledning om hygiejne i daginstitutioner og Sundhedsstyrelsens retningslinjer om forholdsregler mod smitsomme sygdomme i skoler og daginstitutioner for børn og unge.
Privatinstitutionernes bygninger og udendørsarealer skal leve op til reglerne i bygningsreglementet.
Privatinstitutionen skal til enhver til have en gyldig ibrugtagningstilladelse til de lokaler, hvori pasning foregår og til mindst det antal børn, som er indmeldt i privatinstitutionen.
Der gælder et opsigelsesvarsel på 3 måneder til den første i en måned i de situationer, hvor kommunen skal overtage pasningsforpligtelsen for de børn, der har været optaget i privatinstitutionen.
Privatinstitutionen stiller, i tilknytning til oprettelsen, en driftsgaranti for institutionens leverancesikkerhed.
Antallet af børn, som skal danne grundlag for driftsgarantiens størrelse, fastsættes ud fra privatinstitutionens forventninger til antal børn ved oprettelse af privatinstitutionen.
Størrelsen af driftsgarantien kan maksimalt udgøre en halv måneds drifts- bygnings- og administrationstilskud pr. barn samt forudbetalt drifts- bygnings- og administrationstilskud pr. barn, ifølge dagtilbudsloven.
Driftsgarantiens størrelse reguleres herefter hvert år, hvis det gennemsnitlige børnetal i privatinstitutionen i sidste kalenderår, ændres i op- eller nedadgående retning med 20 % - dog mindst ved en ændring på 10 børn.
Driftsgarantien stilles via et pengeinstitut på anfordringsvilkår.
For privatinstitutioner oprettet før 1. januar 2019 gælder samme vilkår som ovenfor, dog er er driftsgarantiens størrelse beregnet ud fra nedenstående:
- 4.000 kr. pr. barn i privatinstitutionen i intervallet 1-25 børn
- 3.000 kr. pr. barn i privatinstitutionen i intervallet 26-50 børn
- 2.000 kr. pr. barn i privatinstitutionen i intervallet 51- børn
Det er et krav, at privatinstitutionen har orden i sin økonomi, har opfyldt sine økonomiske forpligtelser med hensyn til betaling af skatter og sociale ydelser, og er hæderlig i sin erhvervsudøvelse.
Viborg Kommune stiller krav om, at privatinstitutioner opfylder betingelserne i henhold til lov om ubetalt forfalden gæld til det offentlige. Der må herefter ikke ske godkendelse af leverandører, der skylder over 100.000 kr. til det offentlige.
Privatinstitutionen modtager følgende tilskud:
- Der ydes et driftstilskud pr. barn. Tilskuddet svarer til de gennemsnitlige budgetterede nettodriftsudgifter kommunen har pr. barn i et tilsvarende kommunalt dagtilbud i kommunen.
- Der ydes et administrationsbidrag pr. barn svarende til 2,1 % af de gennemsnitlige budgetterede bruttodriftsudgifter pr. barn i et tilsvarende kommunalt dagtilbud i kommunen.
- Der ydes et bygningstilskud pr. barn svarende til 4,1 % af de gennemsnitlige budgetterede bruttodriftsudgifter i Viborg Kommune i alderen 0-2 år og 3,2 % af de gennemsnitlige budgetterede bruttodriftsudgifter i Viborg Kommune i alderen 3-5 år.
I beregningsgrundlaget tages der højde for privatinstitutionens åbningstid. Viborg Kommune nedsætter derfor driftstilskuddet i forhold til deltidspladser eller begrænset åbningstid.
Tilskuddene ydes fra det tidspunkt, hvor forældrene har fået tilsagn om tilskud til brug for dagtilbuddet, og barnet er optaget i privatinstitutionen.
Et barn, der bliver optaget i privatinstitutionen, har ret til at få driftstilskud med fra sin opholdskommune.
Ved misligholdelse af ovenstående vilkår for drift af privatinstitution bortfalder kommunes tilskud, og der kan rejses krav om erstatning.
Tilskud
Det er muligt at få tilskud fra Viborg Kommune, men vær særligt opmærksom på de lovgivningsmæssige og kommunale krav, der skal være opfyldt. Vær ligeledes opmærksom på, at kommunen skal godkende og føre tilsyn med de private tilbud.
Udbetaling af tilskud fordeles over 11 måneder med juli måned som betalingsfri.
Driftstilskud til private institutioner i 2025 (årligt)
Årligt | 0-2 år | 3 år til skolealderen |
---|---|---|
Driftstilskud pr. barn | 129.577,89 | 74.083,13 |
Administrationsbidrag pr. barn | 4.517,80 | 2.577,31 |
Bygningstilskud pr. barn | 7.409,19 | 3.298,96 |
I alt | 141.504,88 | 79.959,40 |
Driftstilskud til private institutioner i 2025 (månedligt)
Månedligt | 0-2 år | 3 år til skolealderen |
Driftstilskud pr. barn | 11.779,81 | 6.734,83 |
Administrationsbidrag pr. barn | 410,71 | 234,30 |
Bygningstilskud pr. barn | 673,56 | 299,91 |
I alt | 12.864,08 | 7.269,04 |
Driftstilskud til private institutioner i 2024 (årligt)
Årligt | 0-2 år | 3 år til skolealderen |
---|---|---|
Driftstilskud pr. barn | 125.439,83 | 68.266,61 |
Administrationsbidrag pr. barn | 4.478,74 | 2.436,17 |
Bygningstilskud pr. barn | 7.345,13 | 3.118,29 |
I alt | 137.263,70 | 73.821,07 |
Driftstilskud til private institutioner i 2024 (månedligt)
Månedligt | 0-2 år | 3 år til skolealderen |
---|---|---|
Driftstilskud pr. barn | 11.403,62 | 6.206,06 |
Administrationsbidrag pr. barn | 407,16 | 221,47 |
Bygningstilskud pr. barn | 667,74 | 283,48 |
I alt | 12.478,52 | 6.711,01 |