You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

SØG
Pressemeddelelse fra 20.09.2024

Legekasser styrker fællesskaber

Viborg Kommune giver inspiration til bedre trivsel alle børn og unge.

Kvalitetsrapporten fra Viborg Kommune fortæller inspirerende historier fra B&U overalt i kommunen. Foto: Britt Roslyng.
Kvalitetsrapporten fra Viborg Kommune fortæller inspirerende historier fra B&U overalt i kommunen. Foto: Britt Roslyng.

Plastikkasser med legetøj til rollespil, der udvikler børnenes evner til at vente på tur, aflæse andres ansigter og kommunikere.
 
En ny måde at strukturere skoledagen, så flere elever med særlige behov kan rummes i almene skoletilbud. 

Det er to af de eksempler, man kan lade sig inspirere af i Viborg Kommunes netop udkomne kvalitetsrapport for Børn & Unge.

En rapport der helt konkret beskriver, hvordan medarbejdere i Viborg Kommune har succes med at tænke nyt og inkludere flere børn i fællesskabet.

- Kvalitetsrapporten kommer med eksempler fra vores børn og unges hverdag, hvor vi lykkes med at styrke fællesskaberne. Det kan andre lade sig inspirere af, og den bedste og nemmeste måde at forbedre dagligdagen for vores børn er jo at kigge på det, som vi allerede har succes med, og udbrede de metoder til hele kommunen, siger Katrine Fusager Rohde, formand for Børne- og Ungdomsudvalget.

Et katalog af gode eksempler

Rapporten giver status på de initiativer, der er sat i søen for at forbedre kvaliteten af Viborg Kommunes arbejde med børn og unge i dagtilbud, skoler og på familieområdet.

Du kan blandt andet læse om, hvordan fast struktur, piktogrammer og gentagelser har resulteret i, at alle børn nu deltager i de daglige samlinger i Børnehuset Trekløveren i Skelhøje.

Du kan også læse om, hvordan de på Møldrup Skole har oprettet et valgfag, der giver eleverne i 9. klasse mulighed for at komme i forskellige praktikker og besøge virksomheder og uddannelsesinstitutioner. Faget skal give de unge et bedre grundlag for at vælge, hvad de gerne vil arbejde med, når de bliver voksne. 

- Man kan ikke blive andet end glad og begejstret, når man læser historierne. De sætter spot på alt det gode, vi allerede gør i vores dagtilbud, skoler og familieområdet, og som vi skal forstørre og udbrede, fortæller Katrine Fusager Rohde. 

I alt indeholder kvalitetsrapporten 14 hverdagsfortællinger fra børne- og ungeområdet.

Fakta om rapporten
Kvalitetsrapporten er Børn & Unges samlede afrapportering på udviklingen i Børn & Unge og på effekten af udvalgte indsatser.

Kvalitetsrapporten for 2024 dykker ned i fire tematikker: 

  • Tværgående udviklingsinitiativer
  • Flere skal have en ungdomsuddannelse og en tilknytning til arbejdsmarkedet
  • Færre føler sig ensomme
  • Flere er sunde og fysisk aktive.

Yderligere oplysninger

Katrine Fusager Rohde, Formand for Børne- og Ungdomsudvalget
Tlf. 24 75 66 64 / mail: kroh@viborg.dk