You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

SØG
Pressemeddelelse fra 11.09.2024

Historisk klimaaftale underskrives

Viborg Kommune og en række landbrugsorganisationer underskriver søndag den 15. september klokken 11.00 en aftale om et partnerskab, der skal være med til at sikre, at Viborg Kommune når i mål med de grønne ambitioner

Søndag underskrives en historisk aftale mellem Viborg Kommune og en række landbrugsorganisationer. Foto: Kirsten Bisgaard
Søndag underskrives en historisk aftale mellem Viborg Kommune og en række landbrugsorganisationer. Foto: Kirsten Bisgaard

Søndag den 15. september markerer en milepæl i Viborg Kommune, når en ny klimapartnerskabsaftale mellem Viborg Kommune og en række lokale aktører fra landbrugssektoren underskrives.

Det sker klokken 11.00 på Gamle Røddingvej 13, 8830 Tjele, hvor interesserede i forvejen har mulighed for at lære om hverdagen på en gård i forbindelse med arrangementet Åbent Landbrug.

Partnerskabet skal fremme samarbejdet mellem Viborg Kommune og landbruget om den grønne omstilling, og den fokuserer på at reducere drivhusgasudledningerne, øge brugen af vedvarende energi og udvikle nye teknologier, der kan sikre en bæredygtig fremtid for landbruget

- Vi står over for en enorm udfordring med at sikre en bæredygtig fremtid for kommende generationer. Derfor er jeg også rigtig glad for, at vi nu får underskrevet en aftale. Partnerskabet viser, at vi som samfund kan skabe de nødvendige forandringer ved at stå sammen, og det er fantastisk at opleve, hvordan landbruget i Viborg Kommune aktivt tager del i arbejdet, siger formanden for Klima & Miljøudvalget i Viborg Kommune, Eva Pinnerup.

Nye løsninger
Den nye aftale spiller således en vigtig rolle i forhold til at realisere Viborg Kommunes mål om klimaneutralitet senest i 2050.

Den indebærer nemlig også, at Viborg Kommune som geografisk område i 2030 skal have reduceret udledningen af drivhusgasser fra landbrug og arealanvendelse med 60 % i forhold til udledningen i 1990.

I arbejdet med at nå det mål kan Viborg Kommune og de lokale virksomheder glæde sig over, at AU Viborg har placeret en række uddannelser i kommunen, hvor der forskes i, hvordan landbrugsproduktion kan gøres mere bæredygtig.

- Vi har en unik mulighed for at skabe et grønt fyrtårn her i Viborg, hvor kommunen og landbruget arbejder hånd i hånd. Samtidig har vi har nogle af Danmarks dygtigste forskere som naboer, og derfor kan vi udvikle løsninger, der ikke kun sikrer vores klima, men også skaber nye muligheder for vækst og innovation i lokalsamfundet og på sigt i hele verden, siger Eva Pinnerup.

Store muligheder
Dekan for Faculty of Technical Sciences på Aarhus Universitet, Eskild Holm Nielsen, bekræfter vigtigheden af samarbejdet og muligheden for at gennemføre projekter i samarbejde med lokalsamfundet.

- AU Viborg er internationalt ledende inden for landbrugsforskning og arbejder med at drive den grønne omstilling fremad. Vi har mange års erfaring med anvendt forskning, hvor forskningen bliver testet og dokumenteret under realistiske vilkår og hurtigt kan komme samfundet til gavn. Vi glæder os til at tage aktiv del i klimasamarbejdet med Viborg Kommune og de øvrige parter i samarbejdsaftalen, siger han.

Fakta om aftalen

Målsætninger:
Klimaneutralitet i Viborg Kommune senest i 2050
Reduktion af drivhusgasudledninger med 70 % inden 2030 (sammenlignet med 1990)
Viborg Kommune som geografisk område skal i 2030 have reduceret udledningen af drivhusgasser fra landbrug og arealanvendelse med 60 % ift. udledningen i 1990
70 % af kommunens energiforbrug dækket af vedvarende energi inden 2030

Fokusområder:
Omstilling af landbruget
Multifunktionel arealanvendelse
Udvikling og afprøvning af ny teknologi
Forskning, viden, læring og uddannelse inden for grøn omstilling
Tiltrækning og understøttelse af grønne følgeindustrier

Deltagende Organisationer:
Landboforeningen Midtjylland
Fjordland
Dansk Agro Energi
Familielandbruget MIDT-Jylland
Asmildkloster Landbrugsskole
Food & Bio Cluster
AU, Faculty of Technical Sciences

Yderligere oplysninger

Eva Pinnerup, Formand for Klima- og Miljøudvalget
Tlf. 28 11 03 63 / mail: epi@viborg.dk