Retningslinjer for Fritidsrådet
§ 1 Formål og kompetence
Formålet med Fritidsrådet i Viborg Kommune er at sætte retning for og udvikle folkeoplysningen i hele kommunen. Fritidsrådet afholder årlige temamøder for og i fællesskab med foreninger, relevante organisationer og borgere.
Fritidsrådet er nedsat i henhold til folkeoplysningslovens § 35 stk. 2 og er høringspart overfor Kultur- og Fritidsudvalget i forhold til
1) folkeoplysningspolitikken i kommunen,
2) kommunens budget for den folkeoplysende virksomhed,
3) kommunens tilskudsregler for folkeoplysende virksomhed.
Fritidsrådets kompetence er uændret i forhold til det nuværende Folkeoplysningsudvalg jf. den vedtagne delegationsplan. Forvaltningen administrerer tilskud jf. Folkeoplysningsloven og vedtagne retningslinjer.
Fritidsrådet skal kunne agere fleksibelt og nedsætte ad hoc arbejdsgrupper til at arbejde med forskellige temaer. Personer, uden for Fritidsrådet, med særlig kompetence og interesse kan inddrages i arbejdsgrupperne.
§ 2 Rådets sammensætning
Medlemmerne udpeges fra følgende organisationer/Byrådet:
1 repræsentanter fra uniformerede korps/juniorklubber/øvrige foreninger
2 repræsentanter fra idræt
2 repræsentanter fra voksenundervisning
1 repræsentant fra handicapidrætsforeninger
1 repræsentant for de selvorganiserede indenfor fritids- og idrætsområdet
2 repræsentanter udpeget af Byrådet
I alt 9 medlemmer
§ 3 Valg af medlemmer
Udpegning til Fritidsrådet sker snarest muligt efter byrådets godkendelse af retningslinjer for Fritidsrådet. Der vælges samtidig et tilsvarende antal suppleanter i prioriteret rækkefølge. Hvis et medlem er fraværende i en længere periode, kan der indkaldes en suppleant.
Valgperioden følger Byrådets valgperiode.
Byrådet udpeger sine repræsentanter i Fritidsrådet. Det kan være byrådspolitikere eller andre personer udpeget af Byrådet. Kultur- og Fritidsudvalget udpeger foreningsrepræsentanterne på baggrund af indstillinger fra valgmødet.
Valgmøde
Forvaltningen for Kultur & Udvikling står for indkaldelse til valgmøde.
Hvis der findes organiserede samråd står disse for afholdelsen af valghandlingen inden for deres gruppe. Foreninger, der opfylder betingelserne for at deltage i valget, men ikke er medlem af samrådet, kan deltage på samme vilkår.
Forvaltningen for Kultur & Udvikling står for afholdelsen af valg inden for grupper, der ikke har et organiseret samråd.
Hver forening kan deltage med op til 2 repræsentanter i et valgmøde. Bortset fra de selvorganiserede skal der være tale om aktive, godkendte, folkeoplysende foreninger med selvstændige vedtægter.
På valgmødet indstiller hver valggruppe et antal kandidater (medlemmer og suppleanter). Der kan indstilles flere kandidater end antallet af pladser inden for valggruppen. Kultur- og Fritidsudvalget beslutter Fritidsrådets sammensætning.
Hvis en plads i rådet ikke kan besættes på grund af manglende kandidater bortfalder denne plads, med mindre Kultur- og Fritidsudvalget udpeger en repræsentant.
§ 4 Formandskab
Ved det første møde i udpegningsperioden vælger Fritidsrådet en formand og næstformand. Valget af formand ledes Kulturdirektøren eller en af ham udpeget medarbejder.
Formanden leder forhandlinger og afstemninger samt drager omsorg for, at beslutningerne indføres i en beslutningsprotokol.
I særlige tilfælde kan formandskabet eller et udpeget forretningsudvalg afgøre indkomne sager af hastende karakter.
§ 5 Møder
Forvaltningen for Kultur & Udvikling indkalder til Fritidsrådets møder.
Fritidsrådet afholder op til fire årlige møder. Kultur & Udvikling fastsætter efter samråd med formanden dagsorden. Fritidsrådet fastsætter selv dets mødedatoer for et år ad gangen. I særlige tilfælde kan formanden indkalde til møde med kortere varsel.
Fritidsrådet er beslutningsdygtig når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflertal.
Kultur & Udvikling varetager sekretariatsfunktionen for rådet og kan efter behov tilkalde andre kommunale medarbejdere.
§ 6 Evaluering
Efter to års funktionsperiode evaluerer Fritidsrådet, samt Kultur- og Fritidsudvalget, Fritidsrådets arbejde og funktion.