You can use Google to translate this website. We take no responsibility for the accuracy of the translation. Using this service may place a cookie on your computer.

SØG

Viborg Kommune: Høring om ny planlægning for vindmøller øst for Sundstrup

Idéfase for et område til vindmøller.

Emne

IdéfaseKommuneplanMiljøvurdering af konkrete projekter (VVM)

Område

8832 Skals

Offentliggørelse

03.07.2023

Høringsfrist

Høringsfrist er udløbet

©Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering

Resumé

Viborg Byråd begynder planlægningen for et projekt af 5 vindmøller øst for Sundstrup by. Byrådet opfordrer derfor alle til at komme med idéer og forslag til planlægningen og til miljøvurderingens indhold jf. planlovens § 23 c og miljøvurderingslovens § 35.

Formålet med planlægningen er at udlægge et nyt område i Kommuneplan 2017-2029 til vindmøller, samt at opdatere:

  • Kommuneplanens retningslinje 4 – Vindmøller
  • Kommuneplanens retningslinje 5 – Støj og lys

Byrådet opfordrer alle interesserede til at komme med idéer og forslag til planlægningen samt til hvilke emner, der skal belyses i vurderingen af projektets miljøpåvirkninger og alternativer til det ansøgte projekt senest den 14. august 2023.

Borgermøde

Der afholdes ikke borgermøde.

Politisk beslutning

Høringen er igangsat på baggrund af Byrådets behandling af et opdateret projektforslag af 27. april 2023 fra Wind Estate A/S. Link til sag nr. 5 i Byrådet 28. juni 2023. Her besluttede Byrådet at igangsætte planlægningen og idéfasen.

Wind Estate har ansøgt om at etablere vindmøller til produktion af grøn energi. Projektet vil bidrage til at nå målene i kommunens klimaplan, herunder til kommunens mål om elproduktion på vedvarende energianlæg er mindst lige så stor som elforbruget i kommunen på årsbasis.

Der opstilles 5 vindmøller med en totalhøjde på 185 meter. Vindmøllerne placeres i én række. De 5 vindmøller øst for Sundstrup forventes at have en årlig energiproduktion på ca. 105.000 MWh. Dette svarer til årsforbruget i ca. 26.250 husstande.

Projektområdet ligger syd for Skivevej og vest for Løgstørvej, og med ca. 1,4 til 2,9 kilometers afstand til Sundstrup by fra nærmeste og fjerneste vindmølle. Området er i dag ubebygget dyrket jord, som anvendes til landbrug, hvortil området i øvrigt består af spredt bebyggelse. Afstanden til nærmeste eksisterende vindmølleområde er ca. 7,1 km fra den nærmeste af de 5 vindmøller. Derudover er der opstillet mindre vindmøller (husstandsmøller) med kortere afstande til projektet.

Området ligger i landzone og er ikke omfattet af en lokalplan. Det er forvaltningens vurdering, at realisering af projektet kræver, at der vedtages en lokalplan. Området er i Kommuneplan 2017-2029 udlagt som støjbelastet areal grundet motocrossbanen Møldrup Motor Klub. Endvidere er én ud af de 5 vindmøller i Kommuneplan 2017-2029 udlagt som støjfrit område og på det grundlag også som bevaringsværdigt landskab. Realisering af projektet kræver således, at der vedtages et kommuneplantillæg.

Desuden er der fra vindmølleprojektet ca. 1,7 km til de nærmeste Natura 2000-områder (H30 og F14) og ca. 1,9 km til Natura 2000-området F24:

  • Habitatområde H30 (Lovns Bredning, Hjarbæk Fjord og Skals, Simested og Nørre Ådal, Skravad Bæk)
  • Fuglebeskyttelsesområde F24 (Hjarbæk Fjord og Simested Fjord)
  • Fuglebeskyttelsesområde F14 (Lovns Bredning)

Grøn pulje:

Ifølge lov om fremme af vedvarende energi skal opstiller af vindmøller betale 125.000 kr. pr. MW ved landvindmøller til en grøn pulje, som administreres af kommunen. Der ansøges om landvindmøller med en samlet kapacitet på ca. 31 MW. Der kan således være tale om indbetaling af ca. 3.875.000 kr. til den grønne pulje. Jævnført kommunens administrationsgrundlag for grøn pulje skal midlerne fordeles, så 60 % prioriteres tildelt en pulje til naboer og lokalområde, der som hovedregel kan støtte ansøgte projekter inden for en radius på 4,5 km fra det vedvarende energianlæg.

Læs mere om Grøn pulje

Fond og lokalt ejerskab:

Udover midlerne i Grøn Pulje vil Wind Estate også etablere en fond administreret af lokalområdet. Den almennyttige fond skal yde støtte til områdets fælles bedste. Wind Estate har beskrevet at: Formålsparagraffen er ”at yde økonomisk støtte til foreninger, projekter og private personer med overvejende tilknytning til vindmølleprojektets nærområde”. Til varetagelse af at fordele fondens midler beskriver Wind Estate at der skal nedsættes et udvalg, og at formatet på dette udvalg vil blive bestemt i forening imellem Wind Estate og lokalområdets interessenter. Fondens midler vil, ifølge Wind Estate, bestå af årlige donationer fra Vindmølleparken bestående af 25.000 kr. per opstillet vindmølle, i hele projektets levetid. Dette vil svare til 125.000 kr. årligt ved etablering af de 5 vindmøller. Hvilket over en 30-årig periode vil beløbe sig til 3.750.000 kr. i fondsmidler.

Desuden vil Wind Estate i forbindelse med etablering af vindmøller ved Sundstrup få oprettet en lokal køberetsordning. Wind Estate beskriver at; køberetsordningen sikrer de nærmeste naboer mulighed for at investere i projektet, i det der udbydes 40 % af vindmølleprojektet til kostpris, svarende til 2,0 vindmølle ved 5 vindmøller. Myndige personer med bopæl i en afstand af 4,5 km fra nærmeste vindmølle vil have mulighed for at erhverve sig andele i første runde, hvorefter der vil blive solgt andele til resten af kommunen. Wind Estate forventes at komme med mere information om processen for køberetsordningen senere i planprocessen.

Wind Estate vil udbyde ca. 42.000 andele i projektet.

Projektets realisering kræver et kommuneplantillæg til Kommuneplan 2017-2029, en lokalplan, en miljøvurdering af kommuneplantillæg og lokalplan samt en miljøkonsekvensvurdering af projektet.

Viborg Kommune forventer at miljøvurderingens miljørapport og miljøkonsekvensvurderingens miljøkonsekvensrapport slås sammen i én miljørapport, som belyser de miljømæssige konsekvenser af planerne og projektet. Det er ansøger, som udarbejder miljørapporten.

Miljørapporten vil belyse planens og projektets mulige påvirkning af omgivelserne. De emner, der skal belyses i vurderingen af projektets miljøpåvirkninger, kan være emner som borgere og myndigheder foreslår i denne høring. Kommunen forventer indledningsvis, at miljørapporten bl.a. skal omhandle den visuelle påvirkning af landskabet samt miljøkonsekvenser ved naboboliger i form af støj, skyggekast og reflekser.

Bekendtgørelse af lov om planlægning (LBKG 2020-07-01 nr. 1157).

Bekendtgørelse af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) (LBKG 2023-01-03 nr. 4).

Høringen har til formål:

  • At indkalde ideer og forslag mv. fra offentligheden med henblik på planlægningsarbejdet, før udarbejdelsen af kommuneplantillægget
  • At give offentligheden mulighed for at afgive kommentarer og stille spørgsmål, før kommunen afgiver en udtalelse om, hvor omfattende og detaljerede de oplysninger skal være, som bygherren skal fremlægge i miljøkonsekvensrapporten

En række emner vil sammen med relevante idéer og forslag fra idéfasen indgå i planen (kommuneplantillægget) og blive belyst i miljøkonsekvensvurderingen, som udarbejdes efter denne fase.

Dine idéer og forslag kan f.eks. handle om:

  • Særlige forhold og kvaliteter i området og dets omgivelser
  • Mulig påvirkning af naboer
  • Mulig påvirkning af landskab og natur
  • Afvikling af trafikken
  • Effekter på klima og miljø

Den nuværende idéfase er første fase i en række aktiviteter frem mod en eventuel realisering af vindmølleprojektet. I idéfasen har alle borgere, foreninger, interesseorganisationer og myndigheder mulighed for at komme med idéer og forslag.

Når idéfasen er slut, vil vi vurdere de indkomne idéer og forslag, og beslutte om der skal udarbejdes et forslag til kommuneplantillæg, lokalplan, en miljøkonsekvensrapport og en miljørapport.

Forslag til planen, miljøkonsekvensrapport og miljørapport, udkast til VVM-tilladelse vil komme i høring i mindst 8 uger. Her får du mulighed for at komme med bemærkninger til planen. Indkomne bemærkninger vil indgå i beslutningen om planens endelige vedtagelse.

Til slut kræves en tilladelse efter § 25 i lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).

I den efterfølgende drift har Viborg Kommune pligt til at føre miljøtilsyn, og vi kan til enhver tid stille krav om, at retningslinjer, lovkrav og vilkår skal overholdes.

Kontaktperson