Resumé
Viborg Byråd begynder planlægningen for højspændingsstation øst for Møldrup. Byrådet opfordrer derfor alle til at komme med idéer og forslag til planlægningen og til miljøvurderingens indhold jf. planlovens § 23c og miljøvurderingslovens § 32.
Formålet med planlægningen er at udlægge et nyt område til højspændingsstation i Kommuneplan 2017- 2029.
Byrådet opfordrer alle interesserede til at komme med idéer og forslag til planlægningen samt til hvilke emner, der skal belyses i vurderingen af projektets miljøpåvirkninger og alternativer til det ansøgte projekt senest den 6. juni 2024.
Borgermøde
Der holdes ikke borgermøde.
Politisk beslutning
Link til sag nr. 4 i Økonomi- og Erhvervsudvalget 15. maj 2024.
Læs idéoplæg
Projektet omhandler etablering af ny 150 kV højspændingsstation. Centrum for projektområdet er beliggende ca. 2,4 km nordøst for Roum og ca. 4,6 km øst for Møldrup. Projektområdet er ca. 6 ha. Projektområdet grænser mod syd til Skivevej, mens der vest for området er en eksisterende svinebedrift med samme ejer som projektområdet.
Højspændingsstationen har til formål at sikre tilslutning af Corre Energys CAES-anlæg ved Skinderup og Lille Torup, og planlægningen skal dermed ses i sammenhæng med planlægningen for dette anlæg. Højspændingsstationen er en forudsætning for CAES anlæggets realisering. Desuden skal højspændingsstationen på sigt kunne sikre tilslutning til fremtidige vedvarende energianlæg, f.eks. det ansøgte Energipark Hejring ca. 3 km øst for højspændingsstationen.
Højspændingsstationen vil betyde visuel påvirkning af omgivelserne. Master og stationsanlæg vil have en højde på op til 18 meter, mens lynfangsmaster vil være op til 25 meter høje. Selve stationsarealet på ca. 2,5 ha vil af sikkerhedsmæssige grunde blive indhegnet, mens det resterende projektområde vil blive udlagt til skærmende beplantning, sivesø og adgangsveje. Skærmende beplantning skal yde god afskærmning, som vil bidrage positivt til områdets biodiversitet.
Området ligger i landzone og anvendes i dag til landbrugsdrift som mark i omdrift. Der findes ingen beskyttede naturområder, registrerede fortidsminder eller andre kendte betydelige arealbegrænsninger i eller i umiddelbar nærhed af projektområdet.
Det er forvaltningens vurdering, at realisering af projektet kræver, at der vedtages en
lokalplan med tilhørende kommuneplantillæg til Kommuneplan 2017-2029, som udlægger et nyt rammeområde til tekniske anlæg i form af en højspændingsstation.
Miljøkonsekvensvurderingen af projektet for højspændingsstationen er omfattet af afgrænsningsnotatet for det politisk igangsatte CAES anlæg, som dette projekt skal ses i sammenhæng med. Dette afgrænsningsnotat er udarbejdet med input fra berørte myndigheder og offentligheden i idéfasen for CAES anlægget, jf. Miljøvurderingslovens §35 stk. 3, nr. 2.
Hvad angår plangrundlaget for højspændingsstationen, skal dette jf. ansøgningen for stationen også miljøvurderes. Dette vil ske i medfør af Miljøvurderingslovens §32, stk. 3, nr. 2, med krav om høring af berørte myndigheder.
Miljørapporterne for hhv. CAES anlægget og højspændingsstationen samt miljøkonsekvensrapporten for det samlede projekt vil blive samlet i en rapport, som belyser de miljømæssige konsekvenser af planerne og projektet.
Den samlede miljørapport vil belyse planernes og projektets mulige påvirkning af omgivelserne samt konsekvenserne heraf. Miljørapporten vil være en del af det politiske beslutningsgrundlag.
Lov om planlægning.
Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM).
En række emner vil sammen med relevante idéer og forslag fra idéfasen indgå i planerne og blive belyst i miljøkonsekvensvurderingen, som udarbejdes efter denne fase.
Dine idéer og forslag kan f.eks. handle om:
- Særlige forhold og kvaliteter i området og dets omgivelser
- Mulig påvirkning af naboer
- Mulig påvirkning af landskab og natur
- Afvikling af trafikken
- Effekter på klima og miljø
- Andre relevante placeringer
Denne fase er første fase i en række aktiviteter frem mod en eventuel realisering af højspændingsstationen.
I denne fase har alle borgere, foreninger, interesseorganisationer og myndigheder mulighed for at komme med idéer og forslag.
Når denne idéfase er slut, vil vi vurdere de indkomne idéer og forslag, og beslutte om der skal udarbejdes et forslag til kommuneplantillæg, et forslag til lokalplan, en miljøkonsekvensrapport og en miljørapport.
Forslag til planer, miljøkonsekvensrapport og miljørapport vil komme i høring i mindst 8 uger. Her får du mulighed for at komme med bemærkninger til planerne. Indkomne bemærkninger vil indgå i beslutningen om planernes endelige vedtagelse.
I den efterfølgende drift har Viborg Kommune pligt til at føre tilsyn, og vi kan til enhver tid stille krav om, at retningslinjer, lovkrav og vilkår skal overholdes.
Læs ideer og forslag
Kontaktperson
Peter Sig Kristensen
Strategi og udvikling